Hvad er linoleumstryk? En guide til dig, der gerne vil i gang

Linoleumstryk er en trykketeknik, hvor man skærer et motiv ud i en linoleumsplade og derefter trykker det over på papir med tryksværte. Det lyder måske lidt indviklet, men det er faktisk en teknik, du sagtens kan komme i gang med derhjemme – du behøver hverken et stort værksted eller en masse dyrt udstyr. Men pas på, det er en hobby som hurtigt tager overhånd.. se bare mig, haha <3

Jeg elsker linoleumstryk, fordi det giver mig mulighed for at skab noget helt unik med mine hænder. Jeg holder især af den ro der opstår, når jeg fordyber mig i at tegne og skære. Og så er der altså bare noget helt særligt ved at se sit motiv blive til et færdigt tryk.

I det her indlæg guider jeg dig kort igennem, hvad linoleumstryk egentlig er, hvordan du laver dine egne tryk, og hvilke materialer du skal bruge for at komme godt i gang. Vil du gerne have en nem start, så henviser jeg til mit starterkit, hvor min e-bog også indgår.

I indlægget kan du læse om:

Hvad er et linoleumstryk?

Et linoleumstryk er en form for højtryk. Det betyder helt kort, at det er de dele af linoleumspladen, du ikke skærer væk, der får tryksværte og dermed bliver synlige på papiret. Alt det, du skærer væk, bliver derimod hvidt på det færdige tryk.

Man arbejder derfor lidt omvendt af, hvad man måske er vant til. Du skal nemlig tænke over, hvilke dele af motivet der skal være mørke, og hvilke der skal være lyse, allerede inden du begynder at skære.

Når du først har skåret dit motiv ud, kan du bruge pladen til at lave flere tryk af det samme motiv. Men selvom du bruger den samme plade, bliver trykkene aldrig nødvendigvis helt ens. Der kan være små forskelle i farven, trykket og de fine detaljer, og det er faktisk en del af charmen ved håndlavede linoleumstryk.

Hvor stammer linoleumstryk fra?

Linoleum blev oprindeligt opfundet i England i 1860'erne og blev først og fremmest brugt som gulvbelægning. Senere fandt kunstnere ud af, at det bløde materiale var rigtig godt at skære motiver i, og sådan blev linoleumstryk en populær trykketeknik.

I begyndelsen af 1900-tallet begyndte flere kunstnere at eksperimentere med teknikken, blandt andre Henri Matisse og Pablo Picasso. I dag bliver linoleumstryk stadig brugt af både professionelle kunstnere og kreative sjæle, der gerne vil prøve kræfter med at lave deres egne tryk derhjemme.

Hvordan laver man et linoleumstryk?

Det er faktisk ikke så kompliceret, som det måske lyder. Der er selvfølgelig nogle ting, man lige skal lære undervejs, men når du først har prøvet processen et par gange, bliver det meget nemmere at finde sin egen måde at arbejde på.

1. Find et motiv

Det første, du skal bruge, er selvfølgelig et motiv. Det kan være alt fra en tegning eller et fotografi til et særligt sted, en blomst eller et minde, du gerne vil forevige. Du kan evt. finde inspiration på Pinterest.

Hvis du er nybegynder, vil jeg anbefale, at du starter med et forholdsvis enkelt motiv. Det er en god måde at lære teknikken at kende på, inden du kaster dig ud i en masse små detaljer.

2. Tegn dit motiv

Når du har fundet dit motiv, skal du gøre det klar til at blive skåret i linoleum. Her er det en god idé at tænke over, hvilke dele der skal være mørke, og hvilke der skal være lyse på det færdige tryk.

Husk, at du arbejder omvendt, så de områder, du skærer væk, bliver hvide på papiret. Hvis dit motiv indeholder tekst, skal du også være opmærksom på, at det bliver spejlvendt, når du trykker det.

3. Overfør motivet til linoleumspladen

Nu skal motivet over på pladen. Det kan du eksempelvis gøre ved hjælp af blyant og kalkerpapir, men du kan faktisk også stryge motivet over. Det kan du læse mere om i min e-bog.

Jeg synes selv, det er en stor hjælp at farve de områder, der skal blive stående, med en tusch. På den måde kan jeg nemmere se, hvilke dele af pladen jeg skal skære væk, når jeg går i gang.

4. Skær motivet ud

Nu kommer du til den del, hvor motivet for alvor begynder at tage form.

Med dine linoleumsknive skærer du de områder væk, som ikke skal have tryksværte. Du kan bruge forskellige knive alt efter, om du arbejder med små detaljer eller større flader.

Tag dig god tid, især hvis det er første gang, du prøver teknikken. Og husk altid at skære væk fra dig selv! Det er ikke så sjovt, når kniven smutter ... ;-)

5. Gør klar til at trykke

Når du er tilfreds med din plade, er det tid til at finde tryksværten frem.

Rul en lille mængde tryksværte ud på en blandebakke med din valse, indtil farven ligger jævnt og tyndt. Rul derefter sværten over linoleumspladen, så de områder, der stadig står tilbage, bliver dækket. Her er det vigtigt ikke at bruge for meget farve, da det kan gøre, at de fine detaljer forsvinder.

6. Tryk dit motiv på papir

Læg papiret forsigtigt oven på pladen, og pres det jævnt ned. Du kan bruge hænderne eller et trykredskab, der er beregnet til linoleumstryk.

Træk derefter papiret forsigtigt af pladen, og så har du dit første linoleumstryk!

Det kræver måske lidt øvelse at få den helt rigtige mængde sværte og det rette tryk, men det er også en del af processen. Lav gerne nogle prøvetryk undervejs, så du kan se, hvad der fungerer bedst.

Hvilke materialer skal man bruge til linoleumstryk?

Du behøver faktisk ikke særlig meget udstyr for at komme i gang med linoleumstryk. Her er de materialer, jeg vil anbefale, at du starter med:

  • Linoleumsplade: Jeg vil anbefale en blød soft cut-plade, hvis du er nybegynder. Den er nemmere at skære i end traditionel linoleum og gør det lidt lettere at komme i gang.
  • Linoleumsknive: Du skal bruge et sæt med forskellige knive, så du både kan skære fine detaljer og større områder væk.
  • Tryksværte: Vælg en tryksværte, der er beregnet til linoleumstryk. Jeg elsker personligt selv tryksværte fra Schmincke. De er vandbaserede og nemme at arbejde med - samt gøre rent efter.
  • Valse: En gummivalse bruges til at fordele tryksværten jævnt på pladen.
  • Blandebakke: Her ruller du tryksværten ud, inden du fordeler den på linoleumspladen.
  • Papir: Vælg et papir, der egner sig til tryk. Jeg bruger selv papir på 250 g, som giver et lækkert og solidt resultat.

Du kan finde de materialer, jeg selv bruger og anbefaler, under Lav dine egne linoleumstryk.

Hvad er et reduktionstryk?

Et reduktionstryk er en lidt anderledes måde at arbejde med linoleumstryk på, hvor du bruger den samme plade til at trykke flere farver oven på hinanden.

Du starter med at trykke den lyseste farve. Derefter skærer du flere dele af pladen væk og trykker den næste farve. Det fortsætter du med, indtil alle farverne er trykt, og motivet er færdigt.

Det særlige ved reduktionstryk er, at du løbende skærer mere af den samme plade væk. Når du først har skåret en del væk, kan du ikke få den tilbage igen. Derfor kan pladen ikke bruges til at genskabe motivet fra starten, når du er færdig.

Det er også derfor, at reduktionstryk kræver lidt ekstra planlægning – men resultatet kan til gengæld blive virkelig fint.

Du kan se mine egne reduktionstryk her: Se reduktionstryk.

Hvad er forskellen på et linoleumstryk og et almindeligt print?

Selvom et linoleumstryk og et almindeligt print måske kan ligne hinanden, er der en ret stor forskel på, hvordan de bliver lavet. Et digitalt print bliver typisk printet ud fra en digital fil, som kan bruges igen og igen. Et linoleumstryk bliver derimod lavet ved hjælp af en fysisk plade, som først er skåret ud i hånden, og som derefter bliver brugt til at trykke motivet over på papiret.

Hvert tryk bliver altså lavet gennem en fysisk proces, hvor der kan opstå små variationer i både farve og detaljer.

Det betyder også, at et håndlavet linoleumstryk har sit helt eget udtryk. Man kan ofte se de små detaljer fra skærearbejdet, og ikke to tryk behøver at være fuldstændig ens.

Mine bedste råd til dig, der gerne vil i gang

Hvis du har lyst til at prøve kræfter med linoleumstryk, er der et par ting, jeg synes, det er værd at huske på:

  • Start simpelt. Vælg et lille motiv med tydelige former, så du kan lære teknikken at kende uden at skulle holde styr på alt for mange detaljer.
  • Lav prøvetryk. Det er en rigtig god måde at finde ud af, om du skal skære mere væk, eller om du skal justere mængden af tryksværte.
  • Brug ikke for meget tryksværte. Det kan være fristende at rulle et godt lag på, men et tyndt og jævnt lag giver ofte et bedre resultat.
  • Hav tålmodighed. Det tager lidt tid at lære at skære præcist og få et jævnt tryk. Det er helt normalt, at de første tryk ikke bliver præcis, som du havde forestillet dig.
  • Nyd processen. Dit tryk behøver ikke være perfekt. Noget af det fine ved linoleumstryk er netop, at man kan se, at det er lavet i hånden.

Vil du selv prøve kræfter med linoleumstryk?

Hvis du har fået lyst til at komme i gang, har jeg samlet alt det, jeg selv har lært om teknikken, i min e-bog Din ultimative guide til linoleumstryk.

Her guider jeg dig igennem materialer, værktøj og teknikker, så du kan lære at lave dine egne linoleumstryk trin for trin.

Du kan også finde min Lino Starter Kit, hvor du får de materialer, du skal bruge for at komme i gang, samlet i ét kit. E-bogen følger også med, så du har en guide ved hånden gennem hele processen.

Se Lino Starter Kit her  Se e-bogen


Er du nysgerrig på, hvordan mine egne motiver bliver til – fra et minde til et færdigt linoleumstryk? Så kan du læse Fra minder til linoleumstryk. Og hvis du gerne vil vide lidt mere om, hvordan Lino.Memories startede, kan du læse min historie her: Min historie.

Tilbage til blog

Indsend en kommentar