Fra 10 minutters krea til Lino.Memories

Historien om hvordan en sygemelding, nogle linoleumstryk og en masse tvivl blev til min egen virksomhed.

Min ’rejse’ med linoleumstryk startede under en sygemelding med depression tilbage i 2023. Min psykolog havde opfordret mig til at være kreativ bare 10 minutter om dagen. Det syntes jeg var et urimelig krav, for jeg skulle jo også i bad og ud at gå en tur.

Men alligevel fulgte jeg hans råd og fandt materialerne til linoleumstryk frem - bare for at få de 10 minutter til at gå.

Jeg har altid elsket at rejse og brugte mange sabbatår på at udforske verden, fordi jeg aldrig rigtig følte, at jeg passede ind i den klassiske uddannelseskasse. Derfor skar jeg mine første motiver med udgangspunkt i minderne fra min seneste rejse, hvor jeg havde boet og arbejdet et år på et hotel i Grønland.

Jeg tegnede mine skitser ud fra billeder af steder, jeg havde været, og drømte mig tilbage til alle de gode minder, jeg havde haft. Det var som om, at når jeg sad og skar disse motiver, streg for streg af bjerge og nordlys, så oplevede jeg en pause fra en hjerne, der ellers kørte på højtryk.

At vente på svar
Min psykolog mistænkte, at min depression kunne bunde i en ubehandlet AD(H)D-diagnose. Men de første ti gange, jeg var hos lægen, blev jeg bare mødt af et: ”Jamen, sådan har vi det jo alle sammen.”

En dag fik jeg dog sagt nogle ord til lægen, der gjorde, at jeg alligevel fik lov til at få en forsamtale i psykiatrien. Min mor og jeg tog ud på AUH til min forsamtale, hvor de nærmest med det samme sagde, at de var ret sikre på, at jeg havde ADHD. Psykiateren fortalte mig, at sådan som jeg havde det, ville det helt klart kunne hjælpe mig at blive medicineret.

Men jeg kunne først få en tid om halvandet år hos en psykiater.

Som at sidde i transit i en lufthavn
Jeg følte virkelig, at jeg sad fast i livet. Jeg havde droppet ud af flere uddannelser, været sygemeldt et par gange og kun haft jobs i korte perioder, fordi det simpelthen blev for meget. Så jeg lavede linoleumstryk for at få tiden til at gå - og drømte mig væk i rejseminder.

Jeg oprettede for sjovt en lukket Instagramprofil, @Lino.Memories, hvor jeg ville dele mine linoleumstryk for at se, om jeg blev bedre til det.

Det var lidt som at sidde i transit i en lufthavn. Jeg kunne ikke rigtig gøre andet end at sætte mig ned og vente på, at det blev min tur til at få en tid hos en psykiater.

Min Instagramprofil begyndte efterhånden at få følgeanmodninger fra venner og familie, og jeg endte med at åbne den, selvom jeg havde det vildeste impostersyndrom. Men jeg blev kun mødt af rosende ord og mennesker, der gerne ville købe mine tryk. Og det var den vildeste følelse, endelig at "lykkes" med noget midt i min sygemelding.

Et nyt forsøg
Mine forældre valgte at betale for en privat udredning, så jeg kunne ”komme videre i livet”. Jeg fik diagnosen ADD, og pludselig faldt mange brikker på plads. Jeg forstod bedre, hvorfor jeg altid havde kæmpet med at ”gøre ligesom alle andre”.

Derefter begyndte medicinafprøvningen - den medicin, der på mange måder skulle ”fikse mig”, fordi jeg under min forsamtale på AUH var blevet fortalt, hvor meget det kunne hjælpe mig. Men jeg kunne ikke tåle de forskellige slags ADHD-medicin, jeg prøvede, og jeg stod derfor lidt tilbage med følelsen af: 

"Jamen, hvad så nu?"

En sen aften valgte jeg spontant at søge ind på uddannelsen til Handelsøkonom efter en samtale med min venindes mor. Jeg havde ingen forventning om, at jeg ville gennemføre. Men den otte måneder lange praktikperiode tiltalte mig især, fordi jeg ikke er særlig god til at lære ting ved at læse om dem. Jeg har brug for at prøve tingene af og "bare gøre det."

Spontant valgte jeg også at flytte fra Aarhus til Silkeborg, hvor uddannelsen lå. Hele min omgangskreds var i Århus, men jeg tænkte, at det måske var fint for mig med en ny start.

Samtidig fortsatte jeg med Lino.Memories og delte mere og mere af det på Instagram, hvor flere og flere følgere kom til.

Nu eller aldrig
I starten af 2024 begyndte jeg på uddannelsen til Handelsøkonom, og undervejs fandt jeg ud af, at man kunne komme i ”iværksætterpraktik”. En konsulent fra Silkeborg Business var ude på mit studie og fortælle om muligheden, og jeg kunne mærke at jeg var ved af dø af begejstring indvendigt.

Men jeg prøvede næsten ikke at lytte alt for meget efter. For hvorfor skulle jeg kunne lykkes med det?

Men det var jo lidt nu eller aldrig, hvis jeg skulle give Lino.Memories et rigtigt forsøg. Det var otte måneder uden SU og ikke er særligt "sikkert valg". Men jeg havde sådan lyst - jeg turde bare ikke at indrømme det.

Jeg tog dog til en samtale hos Silkeborg Business og valgte at give iværksætterpraktikken et skud. Mine studiekammerater skulle ud i ”rigtige virksomheder”, imens jeg sad hjemme og skulle strukturere min egen hverdag med en virksomhed, som jeg nu skulle drive fra min lille 1-værelses studiebolig i Silkeborg.

Og hvor har det været kaotisk, for hvis der er noget jeg er dårlig til - så er det struktur. Jeg har grinet, og jeg har grædt. Men hvor har jeg lært meget ved bare at kaste mig ud i det. For første gang fandt jeg noget, som oprigtigt interesserede mig - og noget, som jeg følte, at jeg var god til.

I et ”almindeligt job” ville jeg være kørt fuldstændig over, hvis jeg skulle lægge lige så mange timer i det, som jeg gjorde i Lino.Memories. Men her var det anderledes.

Det var en helt vild følelse at stå for alle delene i virksomheden selv. At få en idé og selv kunne føre den ud i livet. At tegne, skære, trykke, pakke ordrer, tage billeder, lave hjemmeside, lave regnskab, poste på Instagram og finde ud af alt det, jeg ikke anede noget om i forvejen.

Min plads i livet
Jeg følte virkelig, at jeg havde fundet min plads. Mine eksamener gik godt. Jeg talte nærmest ikke om andet end Lino.Memories, og jeg vandt endda et legat som Årets Fighter på mit studie.

Jeg var endelig lykkedes med noget. Jeg havde gennemført min uddannelse, samtidig med at jeg havde bygget min egen virksomhed op fra bunden.

Ikke på den traditionelle måde som alle andre, men på min egen måde. Jeg havde fundet noget, som jeg oprigtigt elsker at lave.

De 10 minutters krea under min sygemelding er blevet til min egen lille virksomhed, som jeg knuselsker. I dag er jeg flyttet til Ikast og har mit eget lille krearum til Lino.Memories.

Det er stadig ret vildt at tænke på, at noget, jeg egentlig bare begyndte på for at få 10 minutter til at gå, er endt med at blive så stor en del af mit liv.