Fra minder til linoleumstryk - sådan bliver mine motiver til

Mine linoleumstryk starter sjældent ved mit arbejdsbord.
De starter ofte med et minde. Et billede fra en rejse, en bygning jeg har lagt mærke til, en bestemt stemning, en samtale eller en lille detalje, som har sat sig fast.

Jeg hedder Simone, og jeg står bag Lino.Memories, hvor jeg designer og håndlaver linoleumstryk med udgangspunkt i mine egne minder, oplevelser og billeder.

For mig handler linoleumstryk ikke kun om selve håndværket. Det handler også om at forevige de øjeblikke, jeg ikke har lyst til at glemme.

En hjerne som en svamp
Min rejse med linoleumstryk begyndte under en sygemelding i 2023. På det tidspunkt var min hjerne fyldt til bristepunktet af indtryk. Jeg har altid haft en hjerne, der suger enormt mange indtryk til sig. Under min udredning for AD(H)D beskrev jeg den over for min psykiater som en motorvej af tanker - men også som en svamp.

En svamp, der vitterligt suger alt til sig. Det lyder måske lidt skørt.

Men et sted, en farve, en bygning, en samtale eller en lille detalje kan sætte sig fast. Derfor tager jeg rigtig mange billeder. Nogle gange ved jeg ikke engang helt hvorfor. Jeg ved bare, at jeg gerne vil gemme det. Det blev en vigtig del af min kreative proces.

Når jeg omdanner et af mine egne billeder eller minder til et linoleumstryk, får jeg mulighed for at vende tilbage til oplevelsen og se på den igen - bare på en helt anden måde.

Fra minder til linoleumstryk
Jeg har altid elsket at rejse og brugte flere af mine sabbatår på at udforske verden. Mine første linoleumstryk tog derfor udgangspunkt i minder fra mine rejser – blandt andet fra det år, hvor jeg boede og arbejdede på et hotel i Grønland.

Jeg fandt gamle billeder frem af steder, jeg havde været, og begyndte at tegne dem om til motiver. Når jeg sad og skar et bjerg, et hus eller nordlyset frem, streg for streg, oplevede jeg en pause fra en hjerne, der ellers kørte på højtryk.

Jeg tror også, at jeg på en måde fik bearbejdet nogle af de oplevelser og rejser, jeg havde haft. Og jeg tror egentlig, at det stadig er en ret god måde at beskrive, hvordan mine motiver bliver til i dag.

Mine motiver starter med virkelige minder
Jeg tager billeder af steder, jeg besøger, byer jeg går rundt i, bygninger, jeg synes er smukke, og små detaljer, som fanger min opmærksomhed.

Alle de indtryk ligger gemt et eller andet sted oppe i hovedet på mig - og selvfølgelig også i min Google Photos.

Jeg elsker at kigge tilbage på gamle billeder og pludselig opdage et øjeblik, jeg havde glemt, eller se noget med nye øjne. Nogle af billederne bliver bare liggende i kamerarullen. Andre bliver til idéer - og enkelte bliver til linoleumstryk.

Et motiv kan begynde med et rejseminde, en bestemt bygning, en by, jeg holder af, eller et helt almindeligt øjeblik, som af en eller anden grund har sat sig fast.

Derfor udspringer Lino.Memories' linoleumstryk ofte af mine egne oplevelser, minder, billeder og indtryk.

Fra billede til linoleumstryk
De fleste af mine linoleumstryk starter med et billede, jeg selv har taget.  Jeg bruger billedet som inspiration og tegner derefter selv motivet på min iPad. Her forenkler jeg motivet og beslutter, hvilke detaljer der skal med, og hvilke der skal væk.

Et billede kan nemlig ikke bare overføres direkte til en linoleumsplade. Når jeg laver et linoleumstryk, arbejder jeg med kontraster. Det, jeg skærer væk fra linoleumspladen, bliver hvidt på papiret, mens det, jeg lader stå tilbage, tager imod tryksværten.

Jeg skal derfor hele tiden tænke over, hvad der skal være mørkt, hvad der skal være lyst, og hvilke detaljer der er nødvendige for at fortælle historien i motivet.

Det er især spændende, når jeg arbejder med mine linoleumstryk af byer. Her vælger jeg, hvilke bygninger, vinduer, skilte og små detaljer der skal træde frem, og hvilke der skal forsvinde.

Og man skal lige tænke sig om, inden man begynder at skære. For når linoleummet først er væk, kan det ikke sættes på igen.

 

Håndlavet linoleumstryk - fra skitse til linoleumsplade
Når motivet er færdigtegnet, overfører jeg det til en linoleumsplade, og så begynder skæringen.

Streg for streg skærer jeg motivet ud i hånden. Det kan tage mange timer, og jo flere små detaljer et motiv har, jo længere tid tager det. Det er her, den digitale skitse bliver til et fysisk håndværk.

Jeg har bevidst valgt ikke at bruge AI til at skabe mine motiver. For mig er en vigtig del af processen, at idéerne kommer fra mine egne oplevelser og indtryk, og at jeg selv tegner, skærer og trykker hvert motiv.

På den måde går hvert linoleumstryk gennem mine hænder hele vejen - fra den første idé til det færdige værk.

Fra linoleumsplade til færdigt tryk
Når linoleumspladen er færdigskåret, er den klar til at blive trykt. Jeg ruller tryksværte på pladen og placerer den i min linoleumspresse sammen med papiret. Herefter presser jeg motivet over på papiret, og langsomt træder det færdige linoleumstryk frem.

Jeg trykker hvert tryk i hånden. Det betyder også, at der kan være små variationer fra tryk til tryk. Tryksværten kan lægge sig lidt forskelligt, og små detaljer kan få deres eget udtryk.

For mig er det ikke en fejl ved det håndlavede - det er en del af charmen.

Lino.Memories' linoleumstryk er ikke masseproducerede. De udgives i begrænsede oplag og signeres af mig. Nogle motiver er nummererede direkte på trykket, mens jeg på andre registrerer oplaget internt.

Fælles for dem alle er, at de kun bliver trykt i et begrænset antal.

Minder foreviget i tryk
Det, der starter som et billede, et minde eller et lille øjeblik, bliver langsomt til et motiv. Motivet bliver tegnet, skåret og trykt i hånden.

Til sidst står jeg med et fysisk værk, som kan få lov til at leve videre et helt andet sted.

Det er egentlig det, Lino.Memories handler om for mig: at tage de minder, jeg ikke har lyst til at glemme, og forevige dem i tryk.